fredag den 25. januar 2013

Motorgedde



Klog af skade, efter at have frosset røven ud af bukserne et par dage før med Jerk Bait stangen, havde jeg fundet flydedragten frem til denne dags geddefiskeri.
Fiskeri fra motorbåd og uden de skønne årer i hånden til at sætte cirkulation i blodet, kunne jeg kun forvente endnu en skide kold dag, kun afbrudt, hvis man var så heldig at iskolde gedder skulle afkroges.
Gedderne havde på ingen måde sat et gear ned i det iskolde vand, hver gang der var hug på wobleren fightede de virkeligt for deres frihed!
Midt på dagen døde fiskeriet dog helt ud, og kulden der nu alligevel var begyndt at kravle op igennem støvlerne, gjorde at vi så småt begyndte at overveje om vi skulle smide håndklædet. Jeg har før på denne årstid oplevet at fiskeriet er gået helt amok senere på dagen, så vi ville bide tænderne sammen og fiske til den bitre ende.
En ny lækker wobler blev monteret! Den havde ikke været i vandet ret lang tid før en virkelig god gedde kastede sig over den, i et vildt spring ud af vandet kunne vi se at der var tale om en i god kaliber.
Da den gled over netrammen , var det med jubel i stemmen, årets første virkelig store gedde var en realitet. Længden 109 cm og en vægt på 10,15 kg.

Af: Peter Hansen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar