søndag den 9. december 2012

THE BIG BANG !!! Part 2





Med den vejrudsigt der var lovet, var det af stor betydning, at jeg kunne presse alle de fiskedage ind i kalenderen før den tidlige vinter ville få sat en stopper for mit aktive fiskeri på søerne. Lørdag den 8. december og en julefrokost jeg skulle have været til aftenen før blev aflyst, og så var jeg 100 % klar. Desuden var det blevet Hr. Duborgs 40 års fødselsdag, så hvad var mere oplagt, end at tage en dag på søen med hans altid fiskende makker!

Da vi ankom til båden og det første morgenlys viste sig, dannede det en ramme om en fantastisk kulisse med sne, frost og morgentåge der lå over landskabet! Hurtigt blev båden pakket og de første stænger (med et par veltrimmede woblere) kunne sættes. Den varme- og livs-givende sol viste sig på himlen, og straks var de første gedder oppe og vende i båden. Måske var det den manglende sol den sidste uges tid der nu for alvor havde fået alle søens fisk i hugget. I løbet ad formiddagen ville jeg forsøge med et nyt takkel med en levende aborre. Ja i hørte rigtigt! For første gang i 4 år skulle der fiskes med en levende agn. Det var Rasmus, der i sidste uge havde landet en super gedde på en aborre, som han netop havde fanget. Hele filosofien bag konceptet med, ikke at være afhængig af agns fisk, men derimod udnytte det jeg evt. fanger, tiltaler mig meget. Desuden havde den sidste tids kulde måske sat de helt store gedder et enkelt hak ned i gear.

Straks efter at en aborre var landet, blev det nytunede krog sæt monteret, som erstatning for en af de woblere, der indtil nu ikke havde produceret for meget. Vandet var blikstille og lige som vi holdt en pause ved årene var der noget der trak til paravanen. Var det den store aborre? Fat i stangen og tilslag – fast fisk der føltes virkelig god, og efter en tung fight, kunne vi lande dagens største gedde på 11,54 kg!! Jublen ville ingen ende tage, og selv børnene oppe på ski-bakken kunne se mit fiskesmil, der var tæt på at ramme ørerne!


”geddebaronen” (Peter Hansen)




søndag den 2. december 2012

THE BIG BANG !!!






"Tak til jyderne!"

Alt var planlagt! ...Fredag d 30. skulle solcellerne på taget og jeg havde taget i den forbindelse taget en fridag, så jeg kunne følge de jyske ”håndværkere”!  Aftenen før blev projektet udsat til mandag, og en fiskedag var pludselig en realitet!

Desværre kunne ingen af fiskekammeraterne deltage, så selvom det var isene koldt med en vekslen mellem sol og snebyger, så var det bare at smøge ærmerne op og ud med årene. Det viste sig hurtigt hvilken farve der på dagen var mest effektiv og et skift på den yderste paravne skulle vise sig at være en rigtig god ide. Pludselig var hugget utvivlsomt der! Alllerede i tilslaget kunne jeg mærke, at dette var en solid gedde. Da den gled ind over netrammen kunne jeg da også straks se, at der her var tale om én af de største gedder jeg har taget.  Nu var gode råd dyre, for hvem kunne tage billeder? Ingen fra fiskeklanen var fysisk inden for rækkevidde! Længere nede på søen lå dog en anden båd jeg svagt kunne se i den snestorm der efterhånden lå over søen. Gedden blev nænsomt ’sacket’ og ikke lang tid efter lå jeg side om side med et par fine gutter fra Slagelse. Der blev hurtigt taget et par fotos og efter kontrol vejning blev (årets!) gedde genudsat! 13,55 kg fordelt på 117 smukke centimeter.

Humøret var højt!    …ikke mindst efter genudsætningen og en skål med et par ’Slagelse øl’. (:





Tekst:: Peter Hansen

Foto: Morten Kantsø