søndag den 12. maj 2013

Familietur


På denne søndag blev der afsat nogle timer til at berige børnene med nogle oplevelser ved vandet. Egentligt var målet at fange lidt skaller og aborre, men det gik trægt og snart var de voksne igang med at drille gederne. På fotoet ses min svoger Morten, der netop har hevet denne 2.33 kg gedde. Han er nærmeste omringet af Noah, Natacha og Hjalte, som med stor interesse undersøge "bæstet". Mortens våben var sin gamle rustne klokke-spinner - og den virker endnu!  I det hele taget blev der støvet lidt grej af i selskabet med de små. Hjaltes far (Ken) snuppede kort efter også en gedde, der fik lige så stor opmærksomhed. En herlig dag i naturen med juniorfiskerne, som fik trænet kast og tålmodighed (;

Foto & tekst: Kenneth Duborg

onsdag den 8. maj 2013

8,75 kg - 100 cm til Duborg



Fik i dag mulighed for at tage en del timer på vandet. Til at starte med fik jeg jerkbaitet mig til et par smågedder, men det var jo bare ikke ligefrem dem jeg afsatte dagen til. Jeg skiftede over til at trække et par Alien Eel efter båden. Det gik trægt og først efter et par timer (netop som jeg overvejede et skift til anden agn) kommer det efterlyste flex på klingen. Fisken blev nettet, vejet og fotograferet, hvorefter de 8,75 kg og 100 cm kunne genudsættes.

Tekst: Kenneth Duborg

tirsdag den 7. maj 2013

Torpedofisk til familien


Siden vinter har Noah glædet sig til den dag i maj måned, hvor vi alle 3 skulle ud og fiske de lange hornfisk. I dag skulle det så være. Noah fik sig en fridag fra børnehaven og hele familien kørte til stranden med madpakker og fiskestænger. Mette fik den først af ialt 20 fisk på land. Noah var super begejstret og fik selv fightet fiskene i land.



Noah spinner koncentreret ind.



2 stolte hornfiskere!

Fotos: Kenneth Duborg

onsdag den 1. maj 2013

Lockout fisk


Så blev det 1. maj.  
Efter en gedde-lockout i hele april måned, så er det med længsel de store woblere atter "kommer til  hægterne". Peter Hansen og Kenneth Duborg tilbragte på dagen nogle timer i det (måske) næsten alt for gode vejr, hvad angår jagten på storgedden. Men uden dog at trække rekordfisk op af det rolige vand, så blev det alligevel til et par fotoværdige fisk. Kenneth med 7,00 kg - 95 cm og Peter med 6,55 kg. En herlig dag, hvor nyt samt fintunet grej blev testet og godkendt. Klar til kommende sæson efter adrenalinpumpende rovfisk.





Fotos:  Peter Hansen & Kenneth Duborg