Foto og tekst: Kenneth Duborg
Et af teamets målsætninger for i år (og fremadrettet) er, at
tage fotos hvor fangst og den generelle fotokvalitet skal tage sig godt ud. Det
er afgørende at fotoudstyr er pakket og skudklar på lige fod med det øvrige
grej - og et spejlrefleks med et par objektiver og flash er faste komponenter
når bilen pakkes og teamet skal fiske. På dette foto har vi tilladt os at give
plads til lidt kreativt præsentation af en fin vertikalfisket sandart. Når
ordet ”kreativ” tages i brug i denne sammenhæng, så er det måske nødvendigt at
understrege, at vi aldrig nedværdiger os til at fotomanipulere i selve
fangsternes størrelse. Men vi udnytter gerne lysets muligheder og leg med
skygger, farvemætning, kontrast, skarphed i motivet m.m. Ofte støder vi på super
flotte fangster der er foreviget med den medbragte mobil. Eller oven i købet
hjemme i parcelhusets have med naboens trampolin og væltede stakit i
baggrunden. Fisk og foto bør efter vores filosofi så vidt muligt opleves og
foreviges ved vandet. Nu er det jo ikke ligefrem billigt at anskaffe sig
højydende fotoudstyr og der skal kigges dybt i kalveskinnet. Men når vi en dag
skal sidde på plejehjemmet og prale, samt grave lidt i fortidens fangster – så tror
vi på at det er langt mere fornøjeligt at der er brugt ressourcer og tid på at
”skabe et godt motiv”.
Fotoet i dette indlæg er en sandart (vertikalfisket af Peter) som er
lavet i sort/hvid. Derefter er fisken skraveret (fritlagt) ud fra det originale
foto.
I nærmeste fremtid vil vi give tips til bearbejdning af
fotos, samt beskrivelse af fotoudstyr.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar